Bamseblog

For cirka en uge siden døde Pauline Baynes. Navnet siger nok ikke mange alverden, men hendes tegninger tror jeg, at de fleste kender. Hun lavede kortet over Middle Earth til Tolkiens Ringenes Herre og hun illustrerede Narnia-bøgerne, som min gode ven Allan for nylig har anmeldt på sin blog. Specielt hendes Narnia-illustrationer har været med til at bygge mit indre billede af, hvordan den verden ser ud.

Hun blev 85 år, så man kan sige, at det var hendes tur nu. Alligevel giver det altid et gib i mig, når en af de “store gamle” dør. Således også denne gang. Jeg har vedlagt en lille håndfuld af hendes illustrationer, og der er mere udførlige nekrologer her og her.

Her er nogle eksempler på hendes værker:

Da jeg gik i gymnasiet blev jeg, som alle gymnasieelever, udsat for en dansklærer, der mente, at vi skulle lære at analysere sære digte. Det er en øvelse som jeg tror er sat i verden for at hindre at produktive unge mennesker nogensinde kommer til at spilde deres tid på stor lyrik – ganske som litteraturanalyserne får de fleste til at lægge skønlitteraturen endeligt på hylden.

Specifikt blev vi udsat for Bo Green Jensens “Generation og de tavse mænd”. Jeg fattede intet. På en eller anden måde nåede 5 af klassekammeraterne frem til at digtet handlede om forurening. Resten var alle mulige steder henne på emnekortet – generationskløften, atomkrig og meget mere.

I raseri over det åbenlyst meningsløse digt (ja, også jeg var en hovmodig stodder uden dannelse i gymnasietiden. Også i gymnasietiden.) skrev jeg et våsedigt, som jeg ville prøve at få læreren til at lade os analysere. Det fik jeg aldrig gjort mere ved.

Cirka samtidig skrev Allan og Thomas et digt. De fik lokket Jens, Sulfo og mig med på vognen og snart skrev Brødrene Blind digte og andet nams i de fleste af de timer, hvor vi burde lære at bøje franske verber, bevise ting om enhedscirkler eller titrere ting.

Det var ærlig talt meget studentikost, og jeg er ikke rasende stolt af kvaliteten, når jeg læser det i dag. Men dengang var det supersjovt og folk på gymnasiet syntes også at vi var vildt sjove. Synes jeg da at huske, i hvert fald.

Et lille årti senere havde jeg erhvervet domænet blind.dk, og det blev vært for vore samlede værker fra dengang og siden er der ikke sket noget videre. Jeg hænger stadig meget ud med Allan og Jens (og Rune, som de gik i klasse med), mens Thomas og Sulfo er forsvundet lidt ud i horisonten.

Men nu er Allan begyndt at lave Blind Podcasts. Man kan høre det første her.

(På www.blind.dk er jeg T. Emmelig Blind, i øvrigt.)

Det er af afgørende vigtighed, at der laves ordentlige undersøgelser af diverse heksedoktorers (healere, naturlæger, biopater, hvad pokker de kalder sig) behandlinger, så vi ikke skal løbe an på deres egne og lette ofres påstande om hvor godt det hele virker.

Der må gåes videnskabeligt til værks, og frem for alt må der laves grafer og powerpoint-præsentationer. Jeg har derfor taget et af de kendteste råd, der er blevet givet af sådan en heksedoktor og lavet en grafisk repræsentation af indholdet. Så har vi noget at starte med:

(Den er tyvstjålet fra Graphjam, men min graf er bedre, synes jeg.)

Gustave Gilbert, en tysktalende efterretningsofficer og psykolog, fik under Nürnberg-processerne adgang til at tale med de anklagede.

Under en samtale med Hermann Göring faldt talen for n’te gang på krig i almindelighed, og Gilbert sagde, at han ikke troede på at folket ønskede krig. Göring svarede:

Selvfølgelig ønsker folket ikke krig. Hvorfor skulle en eller anden tilfældig bonde ønske at risikere sit liv i en krig, når det bedste han kan få ud af det, er at komme tilbage til sin gård i ét stykke? Naturligvis ønsker det jævne folk ikke krig; hverken i Rusland, i England eller i Amerika eller for den sags skyld i Tyskland. Det er klart. Men i sidste ende er det landets ledere, der bestemmer politikken og det er altid en simpel sag at trække folket med, uanset om det er et demokrati, et fascistisk diktatur, et parlament eller et kommunistisk diktatur.

Gilbert indvendte;

Der er en forskel. I et demokrati har folket noget at skulle have sagt i spørgsmålet gennem deres valgte repræsentanter og i de Forenede Stater er det kun kongressen, der kan erklære krig.

Göring svarede:

Det er altsammen fint, men stemme eller ingen stemme, folket kan altid bringes til at gøre, hvad lederne kræver. Det er let. Alt du skal gøre, er at fortælle dem, at de er under angreb og sige, at pacifisterne er upatriotiske og bringer landet i fare. Det virker i alle lande.

Jeg siger ikke, at vi ikke er truet af terrorister, Det er vi formentlig i dag, ligesom vi var det for 40 år siden. Der vil altid være folk, der tager en ideologi og får ind i hovedet, at dem, som ideologien markerer som fjender er lovligt bytte. For 40 år siden var den store fjende Kommunismen (men den reelle trussel var nogle få ekstremister). I dag hedder den store fjende Islam (og ligesom dengang er den reelle trussel nogle få ekstremister).

Hvad jeg faktisk siger er, at det er til ledernes fordel at fortælle os, at vi er truet. Meget truet. Nogle gange er det sandt. Andre gange er det… mindre sandt. Husk at tænke efter, hver gang du får at vide, at netop DU er truet på livet. Husk at hver gang den påståede trussel tager lidt mere af din frihed fra dig, så er det kun måske, at truslen er reel – men de friheder du mister er helt ægte.

Eller ignorer mig. Jeg er alligevel bare en skide upatriotisk pacifist, der bringer nationen i fare.

(Ovenstående citater er min egen oversættelse fra engelsk. Det engelske er allerede oversat fra tysk. Det må derfor forstås, at oversættelsen kan have ændret indholdet af hvad Göring sagde.)

Jeg har altid været vild med Weird Al Yankovics polka-medleyer af forskellige pop- og rock-sange (jeg er mindre vild med, at det hele åbenbart skal være sådan noget hippetihop nu)

Jeg er også en mellemstor fan af Pink Floyd.

Så det her er jo fantastisk. ELLER ER DET????

I mit seneste indlæg lovede jeg noget skriveri fra Italien-turen. Det kommer en dag. Men det endte med at blive min sidste ferie sammen med min vidunderlige mor. To uger efter hjemkomsten måtte hun på sygehuset og to uger senere igen var hun død.

Det er en måned siden nu. Min hverdag er hverdag igen. Mors død har bragt mig tættere på både min far og min søster, for vi er de eneste, der sådan rigtig kan forstå, hvad det er vi har mistet og dermed de eneste, vi sådan rigtig kan snakke med om det.

Der er et mor-formet hul i mit hjerte, og med jævne mellemrum går der et jag igennem mig, når jeg oplever et eller andet, som får mig til at tænke “Orv, det skal jeg fortælle mor om.” For det skal jeg ikke.

Mor fik kun 60 år, men hun brugte dem godt, synes jeg. Nu er det min opgave at løfte stafetten og være et lige så fantastisk menneske som hun. Hvis jeg da kan.

Jeg er lige kommet hjem fra et par uger i Italien og Belgien. Jeg er i gang med at skrive noget om Italien-turen, men mens vi fortsat venter på prinsen, har jeg endelig gjort mine beretninger fra Barcelona i januar færdige.

Generelt, geocaching og Gaudi.

Jeg sidder i Intercity-toget til Århus en tirsdag aften. Jeg har et møde i Århus onsdag morgen, og gad ikke køre turen selv, så det blev toget.

Jeg rejser på 1′, fordi de klippekort vi har i Uni-C nu engang er 1′ klippekort. Og det er OK med mig, for den ekstra sædeplads og den gode sandsynlighed for en plads lidt for mig selv, er noget jeg værdsætter. Jeg sidder ved vinduet på en “enmandsbænk” med et tomt sæde overfor mig og kan komfortabelt sidde og bruge den bærbare. Der er præcis så langt hen til bordet, at min fyldige mave ikke kommer i karambolage med det. Ih, hvor villejeg nyde, hvis det var ligesådan på transatlantiske fly.

Men 1′ har altså nogle mærkværdige features. Dagens aviser og lidt blandede magasiner står på en bladhylde og smiler, og der er nogle termokander med tevand og kaffe, som i hvert fald ikke er blevet “frisket op” de seneste 3 ½ time. Da vi kørte fra København stod der også nogle små vandflasker, men de er forlængst drukket. Og hver gang der kommer en ny passager, så kommer togføreren rendende med en kurv. Kurven indeholder æbler og nogle små stykker fyldt chokolade. Man kan så tage et æble og et stykke ‘lade. Et. For det er ikke sådan, så byder han lige kurven rundt, så vi andre også lige kan få en “refill” på snack-rationen. Nej, der er ét æble til hver. Og en ‘lade. Jeg har ikke faktisk spurgt om jeg må få ekstra, men det virkeer ikke sådan.

Og det virker på en eller anden måde lidt fesent. Jeg har ikke ellers noget at udsætte på 1′. Men hvorfor dog ikke bare have en spand frugt og nogle ‘lader stående sammen med kaffen og tevandet? Det kan da umuligt være det, der vælter budgettet. Som signalværdi tror jeg faktisk, at DSB var bedre tjent med at droppe snack-ordningen helt.

Jeg er blevet tagged af Allan. Allan har været en af mine homies siden gymnasiet, og vi har været på nogle fine drukture og en fremragende USA-rejse sammen. Forhåbentlig kommer vi ud at rejse igen engang, så jeg må hellere holde mig på god fod med ham ved at besvare spørgsmålene i taggingen.

Havde I klaver derhjemme?

Ja. Jeg gik selv til klaver af et par omgange, men det var “pligt-klaver”, så jeg blev aldrig god. Senere indtog min søster klaveret. Hun formåede at blive adskillige klasser bedre end mig.

Spiller du selv?

Jep. Det instrument, jeg har arbejdet seriøst med – og fortsat arbejder med – er guitaren. Men tidligere har jeg leget med trækbasun og mundharpe og på arbejdet er jeg berygtet for at larme imponerende, når jeg bruger et stykke elektrikerrør som lur, alpehorn eller didgeridoo.

Synger du under bruseren?

Det hænder. Men ikke sådan fast. Til gengæld nynner jeg meget ofte et eller andet når jeg ikke er under bruseren.

Har du nogensinde drømt om at være musiker?

Ja. Og tjene millioner på min sprøde guitarlyd. Men det sker nok ikke.

Hvad betyder musik for dig?

At lytte til musik betyder ikke så meget. Jeg har typisk ipod’en på, når jeg går rundt og bilradioen tændt, når jeg kører, men jeg hører egentlig ikke ret meget musik hjemme og på arbejdet. At spille musik selv, derimod, er vigtigt. Den nærmest trance-agtige tilstand jeg kan glide ind i, når jeg øver en svær passage på guitaren eller bare sidder og spiller blandede sange fra akkordsiderne på nettet, klarer virkelig hjernen og fjerner alt, hvad der ligger og tynger.

Hvilken sang minder dig om din første forelskelse?

Hm. Nu føler jeg mig gammel… Det bliver dødt løb:

Hvilken sang er din yndlingssang?

Sådan en har jeg ikke. Det er helt forskelligt fra dag til dag, minut til minut, hvad jeg lige synes er fantastisk.

Hvor lang er din musiksamling?

Lige omkring tre uger.

Hvad er det pinligste stykke musik du ejer?

Det er jeg den forkerte at spørge om. Min søster vil nok påstå, at al min musik er pinlig. Selv har jeg det fint med det hele. Der er dage, hvor det er den mest tudende country, der lige passer. Der er andre, hvor The Final Countdown bare rykker.

Hvilken sang synger du på karaokebaren?

Faktisk har jeg aldrig været på karaokebar. Ikke, at jeg ikke vil, men der er aldrig andre, der gider. Jeg har sunget mig igennem det meste af Singstar-samlingen, og mit glansnummer der er nok Madonna’s Material Girl. Men kunne jeg vælge frit, ville jeg nok gribe til croonerne. It’s not unusual, Paper moon, I get a kick out of you eller hvad har vi. Men næppe My Way. Den er for slidt.

Hvad er den perfekte musik til en erotisk aften?

Kommer vel an på pigen… Men croonerne er nok et godt bud. Ellers må man ty til Yankovic’s polkaer – uanset om det så er Frank eller Alfred.

Hvad er bedst at høre på en søndag?

Det samme som alle andre dage. Men søndag giver mulighed for gratis at høre nogle professionelle kor kaste sig ud i smuk firstemmig sang. Det er ikke noget, jeg lytter meget til, men jeg kan lide det.

At synge med på en af de gode salmer, der kan ses længere nede ved spørgsmålet om min begravelse, er også en klar søndagsfavorit.

Hvilken sang giver dig lyst til at danse?

Jeg kan ikke udpege en enkelt, men noget Erasure eller noget klassisk disco var nok ikke et skidt bud.

Hvad er den første sang, du kan huske?

Futte futte futtog
kører gennem natten
kører op til stjernerne
med afgang klokken atten

Futte futte futtog
kører gennem natten
kører op til stjernerne
med ild og røg i hatten

– Og nej, det er ikke helt sådan Halfdan Rasmussens tekst er, men det er sådan jeg husker den.

Hvilken sang gør dig ked af det?

Jeg har ikke i nogen særlig grad det der direkte forhold mellem sange og følelser, så der er ikke lige en sang, der kan tage den plads. Jeg tuder sjældent til musik.

Hvilken sang skal der spilles til din begravelse?

Der er jeg meget traditionel. Store brusende salmer. Nogle af dem passende til en begravelse, andre måske knap så meget.

Den store hvide flok er en typisk begravelsessalme, og den skal vi da ha’.

Hellig, hellig, hellig, Den store mester kommer og Dejlig er jorden er ikke så almindelige til det formål, men da det er nogle af mine yndlingssalmer, så hører de sig til, gør de!

Den store hvide flok skal synges af forsamlingen – der forhåbentlig er stor ved min begravelse, Den store mester kommer af en kvindelig solist og de to resterende af et brusende mandskor.

Bare trist jeg ikke selv kan høre det.

Hvem var din bedste koncert med?

Der har været nogle gode koncerter her og der, men lige nu vil jeg nok sige en af Michael Carøes Swingtime-koncerter sammen med Tivolis Big Band sidste sommer. Carøe har den flabede charme, der skal til for at gi’ den som crooner, og Big Band-musik er bare klasse.

Tager du på festivaler?

Jeg har været på nogle festivaller, men mere for det sociale end egentlig for musikken og festivallens skyld. Jeg kunne lige så gerne have spillet golf eller været på kanotur.

Der har været et par navne på Roskilde de senere år, som jeg er ked af, at jeg gik glip af – Roger Waters, Brian Wilson og den slags – men det var så mere for lige DE koncerter og ikke den generelle siven rundt og høren alting i en brandert-ting.

Hvilken musiker ville du gerne på en date med?

Jeg dater ikke musikere. De er utroværdige og væmlige personer. Men Madonna er nu stadig en hottie.

Og så skal jeg også tagge nogen… Gad vide om Trez vil indvie os i sin musikalske verden? Og Stefan, den onde matemat – hører han overhovedet musik? Rasmus hører musik. Sikkert punk eller færøske Bollywood-soundtracks eller sådan noget. Jeps. I er tagged, alle tre.

Rummet har altid fascineret mig. Da jeg som fireårig sad og bladrede i familiens verdensatlas og studerede – uden ganske at forstå – beretningen om Jordens tilblivelse og forfald over milliarder af år. Da jeg som ni-årig kom for sent til en fødselsdagsfest, fordi jeg ville se den første rumfærge lette. Da jeg fandt min yndlingsgenre i litteraturen. De kolde, frostklare nætter på en mark i Nordsjælland med et teleskop, der bare ikke var stort nok til virkelig at vise mig de planeter, jeg så inderligt gerne ville se. Altid.

Utallige gange har jeg stået og stirret ud i det uendelige univers og tænkt “hvem der bare kunne…”

De få, der kan, har det med at vende blikket den anden vej. De få, der forlader Jordens atmosfære, ser oftest tilbage mod den planet, det grønne og blå frodige punktum, der hænger der i intet og er deres hjem. Og det, de ser, fascinerer dem inderligt.

Nogle astronauter ombord på den internationale rumstation har formået at bygge et stativ, så de kan tage skarpe billeder af byernes lys i natten. Det er der kommet en smuk lille film ud af.